Historien om Nebukadnezar kommer fra Det Gamle Testamente. Det er en historie om krig og kærlighed, og historien har også skullet fortælle om Gud og forklare at han altid hjælper dem der tror på ham. Historien er opdigtet, men nogle af de ting der sker i den er virkelige nok, den foregår for mere end 2500 år siden i Israel og Irak, som dengang hed Babylonien og det er rigtigt nok at Nebukadnezar indtog Jerusalem i år 586 før Kristi fødsel.
De to lande havde aldrig været særlig gode venner, Babylonierne tænkte mest af alt på at gøre deres land større ved at erobre andre lande. Og Israel, det lille land, hvor hebræerne boede, havde en underlig religion, som babylonierne, der selv troede på guden Baal, slet ikke kunne forstå.
Det var en voldsom tid, hvor landene tit lå i krig med hinanden. Hvis man blev taget til fange i en krig dengang, kunne man være sikker på, enten at blive dræbt eller gjort til slave.
Babyloniernes konge hed Nebukadnezar. Han var en dygtig kriger, og havde to døtre som han holdt meget af. Den ældste, Abigail, var vild og voldsom, mens den yngste, Fenena, var sød og blid.
Hebræerne forsøgte at bevare freden og sendte udsendinge til Babylon for at forhandle. Den hebræiske konge, Zedekia, sendte endda sin egen nevø, Ismaele afsted. Men Babylonierne var ikke særligt venlige - Ismaele blev kastet i fængsel.
Heldigvis var Ismaele en smuk ung mand, så både Abigail og Fenena, blev vildt forelskede i ham. Han kunne bedst lide den blide Fenena.
Abigail bad sin fader om at forære Ismaele til hende, så han kunne være hendes slave, men Fenena hjalp ham med at slippe ud af fængslet og flygte. Abigail blev rasende på hende, og lovede at hun nok skulle hævne sig.
Ismaele skyndte sig hjem, og der gik da heller ikke lang tid før Nebukadnezars soldater trængte ind i Israel og marcherede mod Jerusalem.

Nabucco
Hebræerne var bange. Den kæmpemæssige babylonske hær kom væltende frem mod Jerusalem og ødelagde alt på sin vej. Selvom Hebræerne var tapre, var de alt for få til at kunne klare sig overfor de tusindvis af babylonske soldater.
Mange havde søgt tilflugt bag Jerusalems mure og lige nu befandt de sig i Salomons Tempel, hvor de bad Gud om et mirakel, der kunne redde dem fra den frygtelige fjende.
“Vi er reddede!” råbte ypperste-præsten Zacharias. Han kom ind i templet, slæbende på en fange, der kæmpede imod af alle kræfter. Fangen var klædt som en babylonsk soldat, men hvis man så nærmere efter, kunne man godt se, at det i virkeligheden var en pige, der rev og sled i sine bånd for at komme løs. Alle så forventningsfuldt på Zacharias.
“Jeg har fanget Nebukadnezars datter!” råbte han, højt så de alle kunne høre. “Dette er miraklet, med hende som gidsel, kan vi tvinge Nebukadnezar væk. Han tør ikke skade os når vi har hans datter!”
Alle hebræerne jublede og takkede Gud, fordi han endnu engang havde hjulpet dem i nødens stund. Men nu blev der igen uro ovre ved døren. Ismaele, kongens nevø, kom forpustet ind, og der blev pludselig meget stille i templet. Man behøvede ikke at kigge længe på hans ansigt for at se, at noget var helt galt.
“Babylonierne står udenfor bymuren!” råbte han, så snart han havde fået vejret. “Vi må ud og kæmpe for at forsvare vores by!”
Zacharias trådte frem og lagde en hånd på hans skulder. “Ja, ja min ven. Bliv du nu her og pas på denne kongedatter for os. Så går vi ud og kæmper, og med Guds hjælp vil vi sejre over fjenden.”
Alle hebræerne skyndte sig ud for at gøre sig klar til kampen. Ismaele blev alene tilbage, og det kan nok være han blev forbavset da han så hvem fangen var.
“Fenena!” udbrød han, “Min elskede!”
“Jeg kan ikke være din elskede i dag, mens vores landsmænd kæmper lige her udenfor.”
“Men, Fenena, det var jo dig der reddede mig fra fængslet, og fra din skrækkelige søster, Abigail!”
“Det var dengang, her er jeg bare en fange,” svarede Fenena sørgmodigt.
“Men jeg kan hjælpe dig med at flygte, ligesom du hjalp mig!” Ismaele blev ivrig.
“Du kan ikke svigte hele dit folk, bare for min skyld.” Fenena blev helt forskrækket.
“Du gjorde da det samme for mig,” sagde Ismaele, “kom, jeg kender en hemmelig dør.”
I det samme gik tempeldøren op og Abigail kom ind, sammen med en flok babylonske soldater. De var alle forklædt som hebræere og bevæbnede.
“Templet er vores!” udbrød hun stolt.
“Abigail!” råbte Fenena og Ismaele forskrækket i munden på hinanden.
“Sikken dog nogle tapre krigere, der sidder her i templet og kissemisser,” sagde Abigail hånligt. “Dig, kære søster, skal jeg nok tage mig af. Du slipper ikke levende ud herfra.” Hun vendte sig mod Ismaele, “og du bestemmer selv om du vil leve eller dø. Hvis du elsker mig, kan jeg redde dig, og måske endda gøre noget for dit folk, men hvis du ikke elsker mig, må du dø.”
“Jeg elsker dig ikke,” sagde Ismaele, “Jeg kan ikke give dig mit hjerte, så du bliver nødt til at tage mit liv...”
“Åh nej, Abigail...det er lige meget med mig, men du må ikke gøre Ismaele fortræd,” græd Fenena og faldt på knæ for sin søster.
I det samme fløj tempeldørene op og folk fra hele Jerusalem kom løbende ind. “Vi er fortabte, der er intet der kan stoppe ham,” råbte de. Der var også nogle af de soldater, som før så tappert var draget ud for at forsvare byen. Nu var de sårede og trætte og manglede deres våben. “Den babylonske konge rider mod templet på sin mægtige stridshest!” råbte de, “Intet kan stoppe ham, han ødelægger alt på sin vej.”
“Længe leve Nebukadnezar!” råbte Abigail og stillede sig op ved døren sammen med sine krigere.
“Hvem har lukket dem ind!” udbrød Zacharias, der også var kommet tilbage til templet.
“De var forklædt.” svarede Ismaele.
“Kongen kommer, træd tilbage!” råbte Abigail. Og nu myldrede de babylonske soldater ind i templet. Nebukadnezar selv kom ridende frem til tempeldøren på sin hest.
Zacharias trådte frem og tog fat i hestens hovedtøj og stoppede ham. “Hvad bilder du dig ind din galning, stig af hesten, man kan ikke ride ind i Guds hus!” råbte han rasende.
“Hvilken Gud?” spurgte Nebukadnezar ligegyldigt.
Zacharias tog fat i Fenena og løftede sin dolk truende. “Hvis du kommer et skridt nærmere på den hest, så dræber jeg hende.”
Nebukadnezar steg ned ad hesten. “Udmærket, så kommer jeg ned, men I kommer til at fortryde det. Dette land kommer til at flyde med blod, før jeg er færdig med at hævne denne fornærmelse.”
Fenena lå grædende på knæ på gulvet, “Åh fader, udbrød hun, hvis du lover at lade dem være, vil de helt sikkert lade mig gå.”
Abigail frydede sig. Hun kunne ganske vist ikke få Ismaele, men det så ud til at hun endelig ville slippe af med Fenena.
“Hvis nogen skal dræbes her, bliver din egen datter den første!” råbte Zacharias og gjorde sig klar til at støde kniven i Fenena.
“Nej!” råbte Ismaele. Han kunne ikke holde ud at hans elskede Fenena skulle dræbes. Han kastede sig frem og snuppede dolken ud af hånden på Zacharias.
Fenena styrtede hen til Nebukadnezar, som straks gav ordre til angreb.
Hebræerne forbandede Ismaele, som havde hjulpet fjenden, mens Nebukadnezars soldater ødelagde templet. Mange hebræere blev dræbt og resten blev lagt i lænker, for at blive bragt med tilbage til Babylon som slaver.
Efter sin overvældende sejr, tog Nebukadnezar atter hjem til Babylon med sin hær. Men der var andre krige der skulle føres og snart var han atter på farten. Denne gang havde han dog ladet sine døtre blive hjemme. Han havde sat Fenena til at styre landet mens han var væk, og det var Abigail, forståeligt nok, meget sur over. Hun kunne ikke forstå at han ikke i stedet havde valgt hende, sin ældste datter, til at regere. Hun havde en mistanke om at der måske var et eller andet galt og var derfor gået i gang med at gennemsøge papirerne i Nebukadnezars rådssal.
Pludselig stod hun med et gammelt pergament i hånden. Her var det. På pergamentet stod at hun slet ikke var en rigtig prinsesse. Hun var i virkeligheden blot en slave, født i Nebukadnezars palads. Så var det altså derfor kongen foretrak Fenena, hvad skulle hun dog gøre?
I det samme gik døren op og Baals ypperstepræst kom ind. Abigail skyndte sig at gemme pergamentet i sin lomme.
“Du må hjælpe os, Abigail.” sagde præsten, “folket vil ikke finde sig i det længere. Nu har den afskyelige Fenena bestemt at alle de hedenske, hebræiske slaver skal sættes fri. Hun siger at hun selv tror på deres Gud. Du må tage magten og skaffe os af med hende.”
“Det kan jeg da ikke. Kongen har jo bestemt at hun skal regere.” svarede Abigail.
“Jeg har allerede sat rygter i gang om at kongen er blevet dræbt i kamp,” sagde ypperstepræsten, “når han engang kommer hjem er det for sent. Du sidder på tronen, folket støtter dig, og Fenena er borte. Kom nu, folket er parat til at hylde dig som deres hersker.”
Mens Abigail talte med ypperstepræsten kom de hebræiske slaver forsigtigt listende, en og en, ind i paladsets tronsal. De havde fået besked om at Zacharias ønskede at se dem her, men de var slet ikke trygge ved situationen.
“Hvorfor skulle vi dog komme her hen?” spurgte de hinanden.
Ismaele kom frem fra sit skjul bag en søjle, “Han ville fortælle os noget meget vigtigt.” sagde han.
“Ismaele!” udbrød de andre hebræere, “Din modbydelige forræder!” “Din ulykkesfugl!” og de kastede sig over ham. Det er ikke godt at vide, hvad der ville være sket, hvis ikke Zacharias i det samme var kommet ind sammen med sin søster, Anna og Fenena.
“Hold straks op med det der!” råbte Anna.
Hebræerne så op, og blev så forbløffede over at se prinsessen, at de næsten glemte Ismaele.
“Ja, I ser rigtigt,” sagde Anna, “Prinsessen er en af os, hun tror på den sande Gud. Ismaele har ikke gjort noget galt i at redde hende, vi bliver allesammen fri...”
“Tror I da,” snerrede Abigail, som i det samme kom ind i tronsalen. “Giv mig den krone, folket vil ikke finde sig i at have sådan en hedning til dronning. Kongen er død, og nu er det mig, der hersker ”.
“Du får den ikke!” råbte Fenena, og de to søstre var ved at komme op at slås, mens hebræere, præster og vagter så forbløffede til.
“Hvad foregår her?” Lød pludselig en dyb stemme. Nebukadnezar kom skridende ind. Han havde hørt rygter om et begyndende oprør og havde afbrudt sit felttog. “Her er der kun én hersker og det er mig!” Han tog kronen fra Abigail og satte den på sit eget hovede. “Er Baals tilhængere blevet forrædere? Husker hebræerne ikke hvordan jeg ødelagde deres guds tempel? Jeg er mægtigere end nogen gud, fra nu af kan I nøjes med at tilbede mig!”
I det samme lød et tordenbrag, et lyn flængede luften, ramte Nebukadnezar og slog kronen af hovedet på ham. Han faldt besvimet om. Alle stirrede chokeret på det grufulde syn. Abigail kom først til sig selv. Hurtigt snuppede hun kronen, og satte den på sit hovede.
“Arrester forrædersken og alle hedningene!” kommanderede hun, ”sæt dem til hårdt arbejde ude i stenbruddet, mens jeg bestemmer deres skæbne ... og sørg for at den gamle syge mand bliver plejet.”
Da Nebukadnezar kom til sig selv, var han ikke helt sikker på, hvad der egentlig var sket. Han følte sig meget træt. Han stod op og gik ind i rådssalen. Der sad Abigail sammen med nogle præster og officerer fra hæren.
“Hvad laver du her?” spurgte han.
“Jeg styrer landet mens du er syg,” svarede hun. “Lad os være ene!” Hun sendte alle rådgiverne bort.
“Skulle jeg have bedt en slave regere for mig?” spurgte Nebukadnezar undrende.
“Jeg er ingen slave,” sagde Abigail.
“Åh, jo.” Nebukadnezar gav sig til at lede i sine papirer. “Det skal jeg snart vise dig.”
“Er det dette du leder efter?” spurgte Abigail og holdt pergamentet i vejret. “Det findes ikke længere.” Hun rev det i små stykker, mens Nebukadnezar chokeret så til.
“Vi har netop besluttet at hebræerne skal dø. Vi mangler bare din underskrift. Skriv!”
“Bare sådan uden videre... alle sammen?”
“Nåh, du er måske også begyndt at tro på deres latterlige gud, du vil måske give dem magten i landet?”
“Nej!” udbrød Nebukadnezar og skyndte sig at underskrive dødsdommen. “...men hvad med Fenena?”
“Hun er en af dem, hun skal også dø. Vagt! Bring dette papir til slavelejren!”
Nebukadnezar var ulykkelig, “Åh nej, hvad har jeg dog gjort? Kald ham tilbage. Du må ikke dræbe min datter.”
Abigail slog med nakken. “Du glemmer vist at det er mig der bestemmer her. Vagt! Spær denne fange inde et sikkert sted!”
“Fange?”
“Ja, fange. Du forstyrrer og jeg har ikke tid til dig længere. Før ham bort!”
Og vagten kom ind og hentede den ulykkelige og forvirrede Nebukadnezar og spærrede ham inde i et afsides rum i paladset.
Hebræerne havde det elendigt. De havde lænker på og blev tvunget til at arbejde hårdt under den bagende sol. Alle vegne var der soldater, der skulle passe på at ingen stak af. De vidste alle sammen at de sikkert aldrig ville komme hjem, for enten ville dronningen dømme dem til døden, eller også måtte de blive her og slide og slæbe til deres dages ende. De forsøgte at holde humøret oppe ved at synge en længselsfuld sang om deres eget land. Zacharias trøstede dem også. Han var sikker på at Gud nok skulle hævne sig. Snart, fotalte han dem, ville de blive fri, og Gud ville lægge Babylon i ruiner og ødelægge Baals tempel.
Nebukadnezar lå og sov i sit fængsel i paladset. Da han vågnede op, vidste han ikke hvor han var. Han havde haft mareridt og drømt at han var ved at drukne. Han hørte stemmer ude fra gaden. “Fenena!” råbte de.
“Åh,” tænkte han, “folket hylder min datter.” Han gik hen til vinduet og fik øje på hende. “Der går hun jo mellem to rækker soldater, men hvorfor har hun lænker på, og hvorfor græder hun? ... Hvad er det de råber?”
“Fenena skal dø! Dræb forrædersken!”
Nebukadnezar styrtede hen til døren. Den var låst. Han ruskede i den, “Åh, nu husker jeg ... jeg er jo fange ... hvad skal jeg dog gøre?”
Han faldt grædende på knæ. “Oh, du hebræernes mægtige gud. Du er den stærkeste af guder. Hjælp mig. Åh, hjælp mig nu. Så vil jeg selv og hele Babylonien tilbede dig, og kun dig herefter.”
Han løb tilbage til døren og ruskede atter i den. Den var selvfølgelig stadig låst. Skuffet gik han tilbage og satte sig på sengen med hovedet i hænderne.
Pludselig sprang døren op og en af hans officerer, Abdallo, trådte ind, sammen med en flok soldater.
“Lad mig være.” sagde Nebukadnezar og vendte hovedet bort.
“Jamen herre, vi kommer jo for at hente dig, så du kan stå i spidsen for vores oprør mod den falske dronning.”
Nebukadnezar sprang op “Er det rigtigt? Hvor er mit sværd? Vi må ud og redde Fenena.”
Abdallo, der troede at kongen var syg, var glædeligt overrasket over at finde ham så frisk og krigerisk. Han gav ham straks sværdet og Nebukadnezar styrtede ud, i spidsen for sine trofaste soldater.
“Død over Baal og den falske dronning! Længe leve Nebukadnezar! ”råbte de.
I mellemtiden var alle hebræerne og Fenena blevet ført til Baals tempel, hvor de skulle ofres til guden. Zacharias var netop ved at trøste Fenena, da der i det fjerne lød et råb.
“Leve Nebukadnezar!”
Ypperstepræsten havde også hørt råbet og forlangte at ofringerne skulle starte lige med det samme. Den første hebræer blev ført frem og lagt på offerstenen, men inden præsten kunne nå at støde kniven i offerets hjerte, kom Nebukadnezar selv løbende ind i tempelgården mens han svingede med sit blodige sværd og råbte til sine soldater at fangerne skulle befries og Baals gudebilleder væltes. De præster der ikke nåede at flygte blev hugget ned, men gudebillederne behøvede soldaterne ikke at tage sig af, de væltede af sig selv, mens hebræerne jublede.
Nebukadnezar stillede sig op foran de befriede hebræere. “Israels børn,” råbte han. I må drage hjem til Jeres eget land og tilbede Jeres gud, som er den mægtigste af alle guder, og nu også min gud.”
Jubelen ville ingen ende tage, men pludselig blev der alligevel stille, for der kom Abigail. Hun gik meget usikkert, støttet af to soldater.
“Det hele var min skyld...” sagde hun, “men nu er jeg blevet straffet...det var fordi Fenena og Ismaele elskede hinanden...jeg kunne ikke få ham...nu skal de to være sammen.” Hun så rundt på de forsamlede, “I siger at Gud hjælper forpinte sjæle?... Jeg vil bede ham hjælpe mig... Bed for at jeg ikke skal være fordømt.”
Hun sank sammen på jorden. En hvisken bredte sig gennem folkemængden:
“Hun er død. Gud tilgive hende.”
Men den trykkede stemning kunne ikke holde længe. Hebræerne var jublende lykkelige, og takkede Gud fordi de endelig skulle hjem. Nebukadnezar var strålende glad over at hans datter var reddet. Han syntes det var en fin ide at hun skulle giftes med Ismaele. Og de to unge, der nu endelig kunne være sammen, havde kun øje for hinanden.

Luk vinduet