Den walisiske mytologi baserer sig på 11 historier - overleveret mundtligt fra meget gamle tider, og endelig samlet i en bog i 1200-tallet - The Mabinogion. Her er en af historierne:

Manawydan, søn af Llyr

Efter at de syv mænd havde begravet Brâns hovede i White Hill i London med hovedet vendt mod Frankrig, så Manawydan på byen og sine venner, sukkede dybt og følte sig umådeligt bedrøvet og længselsfuld.
“Ak, mægtige Gud, jeg arme mand!” sagde han. “Jeg er den eneste blandt alle de tilstedeværende, der ikke har et sted at tilbringe natten.”
“Herre, vær ikke så tung om hjertet,” sagde Pryderi. “Jeres fætter er konge over De Mægtiges Ø, og hvis han har gjort Jer uret, har I jo da aldrig krævet hverken land eller ejendom - I er en af de Tre Ugriske Høvdinge.”
“Selvom kongen er min fætter,” svarede Manawydan, “volder det mig sorg at se en anden i min broder, Brân’s sted, og jeg ville ikke kunne trives i samme hus som Casswallawn.”
“Vil I da lytte til endnu et råd?”
“Jeg har brug for råd. Hvad er Jert?”
“Jeg har arvet Dyveds syv herreder,” sagde Pryderi, “og der bor min moder, Rhiannon. Hende vil jeg give Jer, sammen med myndighed i de syv herreder,
og om I så ikke har andre besiddelser end disse herreder, findes der intetsteds syv, bedre end dem. Min kone er Kigva, datter af Gwynn, den Strålende. Skønt landet er mit, vil jeg lade Jer og Rhiannon nyde det, og skulle I nogen sinde begære besiddelser, vil I måske også engang få det.”
“Det ønsker jeg ikke, høvding,” sagde Manawydan, “men Gud belønne Jert venskab.”
“Det sandeste venskab jeg magter, vil blive Jert, hvis I ønsker det.”
“Jeg ønsker det, min ven, og Gud belønne Jer. Jeg vil tage med Jer nu og se Rhiannon og besiddelserne.”
“Det er det rette at gøre,” sagde Pryderi. “Jeg kan ikke forestille mig at I nogensinde har hørt en dame tale bedre end hende; og derudover var der, da hun var ung, ingen smukkere kvinde, og selv nu vil hendes udseende ikke skuffe Jer.”
De tog afsted og selvom deres rejse var lang, kom de endelig frem til Dyved, hvor Rhiannon og Kigva havde forberedt en fest for dem.
Manawydan og Rhiannon sad sammen og begyndte at snakke; gradvis blev hans tanker om hende varmere, han begyndte at begære hende og det forekom ham at han aldrig havde set en dejligere eller smukkere kvinde.
“Pryderi, jeg tager imod Jert tilbud,” sagde han,
hvorpå Rhiannon spurgte, “Hvad er det for et tilbud?”
Pryderi svarede. “Frue, jeg har givet Jer bort til Manawydan, søn af Llyr.”
“Det vil jeg gerne acceptere,” sagde hun.
“Også jeg,” sagde Manawydan, “og Gud belønne den mand, der tilbyder mig så sandt et venskab.” Før festen var forbi, sov da parret sammen.
“Fortsæt med resten af festen,” sagde Pryderi, “mens jeg tager til England, for at tilbyde Casswallawn, søn af Beli, min underkastelse.”
“Lord Casswallawn befinder sig i Kent,” sagde Rhiannon. “I kan fortsætte med festen og vente til han kommer nærmere.”
“Så venter vi,” sagde Pryderi. De fortsatte festen og så påbegyndte de en rundtur i Dyved; de jagede og morede sig,
og de havde aldrig rejst i et smukkere land, ej hellere havde de oplevet et bedre jagtdistrikt eller et område med mere honning og flere fisk. Der opstod et sådant venskab mellem de fire, at ingen af dem ønskede at være foruden de andre, hverken dag eller nat.
I denne periode tog Pryderi til Oxford for at besøge Casswallawn, som modtog ham med glæde og takkede ham for at tilbyde sin underkastelse.
Da Pryderi kom tilbage festede han sammen med Manawydan og de nød livet. De begyndte festen på gården Arberth, eftersom dette var stedet, hvor enhver fest begyndte, og efter aftenens første servering, mens tjenestefolkene spiste, rejste de fire venner sig og gik ud til Gorsedd Arberth sammen med et følge. Mens de sad på højen hørte de torden, og mens tordenen buldrede, faldt en tåge, så ingen kunne se nogen af de andre. Da tågen lettede var det lyst allevegne og når de kiggede ud, hvor de engang havde kunnet se kvægflokke og hyrder og huse, så de nu ingenting, intet dyr, ingen røg, ingen ild, intet menneske, intet hus - kun gårdens bygninger, tomme, forladte, ubeboede, uden hverken mennesker eller dyr; deres eget følge var også borte og det eneste de forstod var, at de selv, var de eneste fire, der var tilbage.
“Ak, herre Gud,” sagde Manawydan, “hvad er der sket med vort følge og resten af vore folk? Lad os gå ned og se efter.”
De vendte tilbage til gården, men der var ingen der; de ledte i kamrene og soveværelserne, men fandt intet, ligesom køkkenet og mjødkælderen også var øde. De fire festede videre, de jagede og morede sig og de drog alle omkring i området for at prøve om de kunne få øje på et hus eller et bosted, men det eneste de så var vilde dyr. Da festen var forbi og der ikke var mere mad, begyndte de at leve af de dyr, de jagede, og af fisk og vild honning; de tilbragte et lykkeligt år på denne måde, og så et til. Til sidst blev de trætte af det.
“Gud ved, vi ikke kan blive ved på denne måde,” sagde Manawydan,
”lad os tage til England og finde os et håndværk, så vi kan tjene til føden.”
Så tog de til England, og da de havde slået sig ned i Hereford, begyndte de at lave sadler. Manawydan formgav sadelknapperne og indfarvede dem,som han havde set Llassar Llaes Gyngwyd gøre det, med blå farve; han lavede denne farve nøjagtigt som Llassar havde gjort det, og af denne grund kaldes den stadig calch llassar - fordi Llassar Llaes Gyngwyd lavede den. Hvad arbejdet angik, var det sådan, at så længe man kunne få sadel eller sadelknap hos Manawydan, blev den ikke købt hos nogen anden sadelmager i Hereford. Da de andre sadelmagere indså, at de kun solgte, hvad Manawydan ikke kunne overkomme, lavede de en sammensværgelse og besluttede sig til at dræbe deres konkurrent og hans partner; de fremmede fik imidlertid en advarsel og de holdt også råd for at beslutte om de skulle forlade byen.
“Så sandt Gud er mit vidne, tror jeg ikke vi burde stikke af - så må vi hellere dræbe disse bønder,” sagde Pryderi,
men Manawydan svarede,
“Nej, for hvis vi kæmpede med dem ville vi få et dårligt rygte, og blive kastet i fængsel. Vi må hellere finde en anden by og tjene vores brød der.”
De fire tog afsted til en anden by.
“Hvilket håndværk skal vi give os af med her?” spurgte Pryderi. “
“Vi vil lave skjolde,” sagde Manawydan.
“Ved vi noget om at lave skjolde?”
“Vi prøver os frem,” svarede Manawydan.
De begyndte at lave skjolde, og formgav dem, så de lignede de gode skjolde de havde set. De indfarvede dem som de havde farvet sadlerne. Deres arbejde lykkedes i en grad, så der snart ikke blev købt skjolde andre steder i byen, medmindre de ikke kunne levere. De arbejdede hurtigt og lavede utallige skjolde og dette stod på indtil deres konkurrenter blev vrede og konspirerede for at dræbe dem; de fik imidlertid nys om planerne.
“Pryderi, disse mænd vil dræbe os,” sagde Manawydan.
“Det bør vi ikke finde os i fra sådan nogle slubberter. Lad os dræbe dem,” sagde Pryderi, men Manawydan svarede,
“Nej, for Casswallawn og hans mænd vil få det at vide, og så går det os ilde. Lad os tage til en anden by.”
Det gjorde de, og Manawydan sagde, “Hvilket håndværk skal vi så gå i lag med her?”
“Det I har mest lyst til, af de to vi kender,” sagde Pryderi,
men Manawydan svarede,
“Nej, vi vil lave sko, for skomagere er ikke dristige nok til at dræbe os, eller forbyde os at arbejde.”
“Jeg ved intet om det håndværk,” sagde Pryderi.
“Nå, men det gør jeg,” sagde Manawydan, “og jeg skal nok lære dig at sy. Vi vil ikke selv garve læderet; i stedet vil vi købe det færdiggarvet og arbejde videre derfra.”
De købte det bedste korduan der kunne fås i byen, til alt, undtagen sålerne. Manawydan besøgte byens bedste guldsmed; ham fik han til at lave forgyldte spænder tll skoene, og han kiggede på indtil han selv kunne lave forgyldningen - derfor blev han kaldt en af de Tre Gyldne Skomagere. Så længe man kunne købe en sko eller støvle hos ham, blev den ikke købt hos nogen anden skomager i byen, og hans konkurrenter opdagede at de mistede handel, for Pryderi syede skoene lige så mesterligt som Manawydan skar dem. Disse skomagere holdt nu rådslagning og besluttede at skaffe sig af med konkurrenterne.
“Pryderi, skomagerne planlægger at dræbe os,” sagde Manawydan.
“Hvorfor skulle vi finde os i det fra de tyvagtige bønder, i stedet for at dræbe dem?” spurgte Pryderi,
men Manawydan svarede,
“Nej, vi vil ikke slås med dem og vi vil heller ikke blive her. Lad os tage tilbage til Dyved.”
Selvom rejsen var lang, kom de til sidst tll Dyved og satte kursen mod Arbeth, hvor de tændte ild og begyndte at forsørge sig selv ved at jage; de samlede en hundeflok og tilbragte en måned med at jage, og sidenhen et år. En morgen stod Pryderi og Manawydan op for at gå på jagt. De gjorde hundene klar og begav sig afsted fra gården; nogle af hundene løb forud mod et lille krat, tæt ved, men så snart de var kommet derind,
vendte de om, voldsomt rystende af skræk, og kom tilbage til mændene.
“Lad os ride over til det krattet og se hvad der er derinde,” sagde Pryderi.
Da han og Manawydan nærmede sig krattet, brasede en skinnende hvid vildorne ud derfra, mændene pudsede hundene på den, og de løb efter den. Ornen trak sig lidt tilbage fra mændene, og stoppede så op og holdt stand mod hundene; hvergang mændene nærmede sig trak den sig imidlertid atter tilbage og løb et stykke. De forfulgte ornen til de så en mægtig fæstning, en ny bygning, hvor de aldrig før havde set nogen form for sten eller bygningsværk, og da ornen og hundene var løbet derind, blev de stående og undrede sig over at se denne fæstning, hvor der aldrig før havde været en. De stod på toppen af højen og lyttede efter hundenes glammen, men så længe de blev der, hørte de ikke en lyd fra nogen af hundene.
“Herre,” sagde Pryderi, ”jeg vil gå ind i fæstningen og finde ud af hvad der er sket med hundene.”
“Gud ved, at det ikke er en god ide,” sagde Manawydan. “Jeg har aldrig set denne fæstning før, og hvis du følger mit råd, så går du ikke derind, for den, der har forhekset området, må også have fået denne bygning til at komme til syne.”
“Gud ved, at jeg ikke vil opgive mine hunde,” sagde Pryderi.
Så på trods af Manawydans råd gik han ind i fæstningen, men da først han var kommet derind, kunne han hverken se mennesker eller dyr eller orne eller hunde eller hus eller bosted; hvad han imidlertid så, tilsyneladende midt i fæstningen, var en kilde omgivet af marmor, og et gyldent kar, fastgjort til fire kæder. Karret hang over en marmorflise og kæderne strakte sig opad, så langt, at han ikke kunne se hvor de endte. Henrykt over guldets skønhed og karrets fine forarbejdning, gik han over og tog fat i beholderen, men så snart han rørte den, sad hans hænder fast på karret og hans fødder, på den marmorflise han stod på, og hans stemme forsvandt, så han ikke kunne sige et eneste ord. Der stod han.
Manawydan ventede til hen imod aften,
men sent på eftermiddagen, da han var sikker på, hverken at høre mere til Pryderi eller hundene, begav han sig mod gården. Da han kom ind kiggede Rhiannon på ham og spurgte,
“Hvor er din ledsager og hvor er hundene?”
“Dette er historien,” sagde han og fortalte hende det hele.
“Gud skal vide,” sagde hun, “at du har været en dårlig kammerat og har mistet en god en,” og med disse ord gik hun sin vej, og satte kursen mod det sted, hvor han havde fortalt hende at manden og fæstningen ville være. Hun fandt porten åben og intet skjult, og da hun gik ind opdagede hun Pryderi, der holdt fast i karret og gik over til ham.
“Ak, min herre, hvad laver I her?” Så tog hun også fat i karret og hendes hænder sad straks fast på det og hendes fødder på flisen, og heller ikke hun kunne mæle et ord. Da natten kom, rullede tordenen, og det blev tåget; fæstningen forsvandt, og de, sammen med den.
Da Pryderis kone Kigva, datter af Gwynn, den Strålende, opdagede at hun og Manawydan var alene på gården, beklagede hun sig over, at det ikke var bedre at være i live, end at være død. Da Manawydan lagde mærke til det, sagde han, ”Gud skal vide, at I tager fejl, hvis I græder af frygt for mig. Jeg kalder Gud til vidne på, at I aldrig har set en sandere ven, end I vil opdage at jeg er, så længe som Gud ønsker det. Jeg sværger for Gud, at var jeg end i min ungdoms vår, da ville jeg stadig være loyal mod Pryderi, og også for Jeres skyld, ville jeg være tro, så vær ikke bange. Jeg sværger for Gud, at det venskab, jeg vil tilbyde Jer, vil være som I måtte ønske, så længe det står i min magt, så længe som Gud nedkalder denne elendighed over os.”
“Gud belønne Jer - det var hvad jeg forventede,” sagde Kigva, og fattede mod og blev i bedre humør.
“Nå, min ven,” sagde Manawydan, “her kan vi ikke blive, for vi har mistet vore hunde, og kan ikke brødføde os selv. Lad os tage til England - der vil det være nemmere.”
“Med glæde,” svarede hun.
De vendte tilbage til England og Kigva sagde, “Herre, hvilket håndværk vil I slå Jer på? Vælg et renligt et.”
“Det eneste jeg kunne tænke mig, er at lave sko, som jeg før har gjort.”
“Herre, det erhverv er ikke renligt nok til en mand af Jeres rang og evner.”
“Nå, men det er det jeg vil.”
Manawydan begyndte at udøve sit håndværk, og lavede sko af det fineste korduan der kunne fås i byen. Ligesom i den anden by, lukkede han skoene med guldspænder, så det, de andre skomagere i byen kunne fremstille syntes at være ussel, spildt ulejlighed ved siden af hans arbejde. Og så længe han kunne levere sko eller støvler, var der ingen der ville købe fra de andre. Således gik et år, indtil de andre skomagere blev jaloux og misundelige, og snart blev Manawydan advaret om, at de planlagde at dræbe ham.
“Herre, hvorfor finder vi os i dette fra disse bønder?” spurgte Kigva,
men Manawydan svarede,
“Det gør vi heller ikke. Vi vender tilbage til Dyved.”
Det gjorde de, og da de rejste, tog Manawydan en ladning hvede med sig, og da de kom til Arberth, slog de sig ned der. Intet var behageligere for Manawydan, end at se Arberth og det land, hvor han engang havde jaget sammen med Pryderi og Rhiannon. Han begyndte at fange fisk, og vilde dyr i deres huler. Og han begyndte at dyrke jorden: Han tilsåede en mark, og så en andet og en tredje. Den hvede der kom op, var den bedste i verden; og alle tre marker trivedes lige godt, så ingen havde set bedre hvede. Manawydan ventede mens årstiderne gik, til det blev høsttid, da gik han ud for at se til en af sine marker. Han så at den var moden og sagde til sig selv, “Denne mark høster jeg i morgen.”
Den aften vendte han tilbage til Arbeth, og den følgende morgen, da han kom, i det grå daggry, for at høste sin mark, fandt han kun de nøgne strå; hvert af dem var knækket af, der hvor akset gror ud af strået, og alle aksene var blevet båret væk, så kun stråene stod tilbage. Dette undrede ham såre, hvorefter han gik videre til den anden mark, og så at den nu var moden.
“Gud skal vide, at jeg har til hensigt at høste den i morgen,” sagde han til sig selv. Men da han kom næste dag, fandt han ikke andet end nøgne strå.
“Ak, herre Gud, hvem er det, der fuldender min undergang? Dette ved jeg: den som startede det, gør det nu færdigt, og han har ødelagt landet sammen med mig.”
Han gik hen for at se på den tredje mark, så at den var moden og tænkte, “Skam få mig, hvis jeg ikke bevogter denne mark i nat. Han som har stjålet den anden hvede, vil også komme efter denne mark, og så finder jeg ud af, hvem det er.” Han hentede sine våben og begyndte at bevogte marken, og han fortalte Kigva, hvad der var sket.
“Nå, hvad er så din plan?” spurgte hun.
“At bevogte marken hele natten.”
Manawydan holdt vagt. Hen imod midnat hørte han det største spektakel i verden, og da han kiggede, så han den største museflok der nogen sinde har eksisteret - der kunne hverken sættes mål på dem, eller gættes på et antal. Før han kunne nå at røre sig, faldt musene over marken: hvert dyr kravlede op ad et strå og trak det ned, brækkede akset af og bar det væk, så kun strået stod tilbage. Så vidt han kunne se, var der ikke et eneste strå, som der ikke var en mus til at knække. De løb alle væk, og bar aksene med sig og Manawydan, der følte stor vrede og modløshed, styrtede ind imellem dem, men han kunne lige så lidt fokusere på en enkelt, som hvis det havde været utøj eller fugle. Der var imidlertid en enkelt mus, som var meget tung, og da han lagde mærke til at den ikke kunne bevæge sig hurtigt, jagede han den, og fangede den; han puttede den ned i sin handske, bandt åbningen til med en snor, og tog handsken med sig da han vendte tilbage til gården.
Da han nåede frem til kammeret, hvor Kigva opholdt sig, lagde han mere brænde på ilden og hængte handsken op ved snoren, på en knage.
“Hvad er det, herre?” spurgte Kigva.
“En tyv, som jeg har taget i at stjæle fra mig.”
“Hvad er det for en tyv, der kan være i Jeres handske?”
“Dette er, hvad der hændte,” og Manawydan fortalte hende, hvordan hans marker var blevet ødelagt, og hvordan musene var kommet til den sidste mark lige for øjnene af ham.
“En af dem var meget tung og jeg fangede den; den er nu inde i handsken, og jeg vil hænge den i morgen. Ved Gud, havde jeg fanget dem alle, ville jeg have hængt dem.”
“Det ville ikke være så mærkeligt, herre” sagde Kigva. “Men det passer sig næppe for en mand af Jeres rang og værdighed, at hænge en sådan skabning. Hvis I vil gøre det rette, skal I ikke gøre Jer den ulejlighed, men hellere lade den løbe.” “Skam få mig, om jeg ikke hængte hver eneste, jeg fangede - men jeg vil hænge den jeg har fanget.”
“Herre, den eneste grund jeg har, til at bede for skabningen, er, at forhindre at I bliver vanæret, så I må gøre som I vil.”
“Frue, hvis jeg kendte til en eneste grund i denne verden, I kunne have til at bede for dyret, ville jeg følge Jert råd, men da jeg ikke kender til nogen, har jeg i sinde at aflive det.”
“Så gør, som I vil,” sagde Kigva.
Manawydan gik op på Gorsedd Arbeth og tog musen med sig. Da han var kommet derop, satte han to gaffelgrene på højens top. Mens han var ved dette, så han en lærd mand komme mod sig. Denne var klædt i fattigt, gammelt, slidt tøj. Det var syv år siden Manawydan havde set, hverken menneske eller dyr i Dyved, undtaget de fire, der havde været sammen indtil to af dem forsvandt.
“God dag, herre,” sagde den lærde mand.
“Gud være med Jer og velkommen. Hvor er I på vej hen, lærde mand?” spurgte Manawydan.
“Herre, jeg kommer fra England, hvor jeg har sunget - hvorfor spørger I?”
“I disse sidste syv år har jeg ikke set en eneste mand her, bortset fra os fire, som er blevet adskilt, indtil jeg så Jer i dette øjeblik.”
”Jeg er blot på gennemrejse, på vej til mit eget land, herre. Men hvad er det I laver?”
“Jeg er ved at hænge en tyv, som jeg tog i at stjæle fra mig,” svarede Manawydan. “Hvad slags tyv, herre? Det væsen, jeg kan se i Jeres hånd ligner en mus, og det er vel næppe passende for en mand af Jeres rang, at befatte sig med et sådant dyr. Lad den løbe.”
“Det ved Gud, jeg ikke vil,” sagde Manawydan. “Jeg har taget den i at stjæle, og den skal lide straffen for tyveri, som er hængning.”
“Herre, jeg vil give Jer et pund, som jeg har fået i almisse for at lade dyret løbe.” Jeg sværger ved Gud, at jeg hverken vil lade den løbe, eller sælge den.”
“Gør som I vil, herre - hvis det ikke var fordi, jeg fandt det nedværdigende for en mand af Jeres rang at have med den slags dyr at gøre,
ville jeg slet ikke gøre mig nogen ulejlighed.” Og med disse ord gik den lærde mand videre.
Mens Manawydan var ved at lægge en tværbjælke på gaflerne, så han en præst komme imod sig på en rigt udstyret hest.
“God dag, herre,” sagde præsten.
“Gud være med Jer,” sagde Manawydan, “jeg vil bede om Jeres velsignelse.” “Guds velsignelse være over Jer. Hvad er det I laver?”
“Jeg hænger en tyv, som jeg har taget i at stjæle fra mig.”
“Hvilken slags tyv, herre?”
“En skabning i en mus’s skikkelse,” sagde Manawydan, “den har stjålet fra mig, så jeg har i sinde at straffe den som tyv.”
“Hellere end at se Jer besudle Jer selv, ved at befatte Jer med en sådan skabning, herre, vil jeg købe den af Jer. Lad den løbe.”
“Jeg sværger ved Gud, at jeg vil ikke sælge den, og jeg vil ikke lade den løbe.” “Godt sagt, herre, for endnu er jo ingen pris blevet nævnt. Hellere end at se Jer besudle Jer selv med dette dyr, vil jeg give Jer tre pund for at lade den løbe.”
“Så sandt Gud er mit vidne,” sagde Manawydan, “jeg vil ikke modtage nogen pris i stedet for det, den fortjener, nemlig at blive hængt.”
“Udmærket, herre, gør som I vil.”
Præsten red bort og Manawydan lagde strikken om musens hals. Netop som han skulle til at klynge den op, kom en biskops følge til syne. Manawydan kunne se pakhestene og følget og biskoppen selv, der nærmede sig, så han holdt inde med sit forehavende.
“Herre biskop, velsign mig.”
“Gud velsigne Jer,” sagde biskoppen. “Hvad er det I laver?”
“Jeg er ved at hænge en tyv, som jeg tog i at stjæle fra mig.”
“Er det ikke en mus, jeg kan se i Jeres hånd?” spurgte biskoppen.
“Jo, det er tyven.”
“Nå, eftersom jeg tilfældigvis er kommet, netop som den skulle aflives, vil jeg købe den af Jer. Så en ædel mand som I, ikke skal ses i færd med at aflive så værdiløst et dyr. Jeg vil give Jer syv pund for den; lad den løbe, så får I pengene.”
“Ved Gud, jeg vil ikke lade den løbe.”
“Hvis I ikke vil lade den løbe for den sum, så vil jeg give Jer fireogtyve pund i rede penge, hvis I bare vil lade den løbe.”
“Så sandt Gud er mit vidne, ville jeg ikke lade den løbe for det dobbelte.”
“Hvis I ikke vil lade den løbe for det beløb, vil jeg give Jer alle de heste I kan se her på sletten, og de syv ladninger af bagage, I kan se på de syv heste.”
“Jeg sværger ved Gud, at det vil jeg ikke acceptere.”
“Siden I ikke vil modtage det tilbud,” sagde biskoppen, “så beder jeg Jer nævne Jeres pris.”
Manawydan svarede, “Jeg vil have Pryderi og Rhiannon frigivet.”
“Det skal I få.”
“Så sandt Gud er mit vidne, er det ikke alt.”
“Hvad mere?”
“At trolddommen og fortryllelsen over Dyveds syv herreder bliver hævet.”
“Det skal I også få, hvis bare I vil slippe musen fri.”
“Så sandt Gud er mit vidne, det vil jeg ikke. Jeg vil vide hvem musen er.”
“Hun er min kone - ellers ville jeg ikke løskøbe hende.”
“Hvorfor kom hun til mig?”
“Hun var ude at plyndre. Jeg er Llywd, søn af Kil Coed, og det var mig som forheksede Dyveds syv herreder. Det var en hævn, fordi Gwawl, søn af Clud er min ven. Pwyll, som er høvding over Annwvyn, var dum nok til at lege Katten i Sækken med Gwawl i Heveydd den Gamles gård. Og derfor hævnede jeg mig på Pryderi. Mit følge kom til mig, da de hørte at I boede i Dyved, og bad om at blive forvandlede til mus, for at kunne ødelægge Jert korn. De tog afsted den første nat og også den anden og de ødelagde de to første marker. Den tredje nat kom kvinderne og bad om at blive forvandlede, og det gjorde jeg. Min kone var gravid; ellers ville I aldrig have fanget hende, men det var hun altså, og I fangede hende og derfor vil jeg give Jer Pryderi og Rhiannon, og ophæve fortryllelsen over Dyved. Nu har jeg fortalt Jer, hvem musen er - slip hende nu fri.”
“Så sandt Gud er mit vidne, det vil jeg ikke,” sagde Manawydan.
“Hvad ønsker I da mere?”
“Jeg vil have Jert løfte om, at Dyveds syv herreder aldrig mere vil blive forheksede.”
“Det skal I få, hvis I bare vil frigive min kone.”
“Så sandt Gud er mit vidne, det vil jeg ikke.” “Hvad mere ønsker I?”
“Jert løfte om, at ingen vil hævne sig på Pryderi eller Rhiannon, eller mig selv, på grund af dette.”
“Det skal I få. Gud skal vide at det var en god tanke. Var I ikke kommet på den, ville det hele være kommet over Jert eget hovede.”
“Ja,” svarede Manawydan, “det var derfor jeg beskyttede mig selv.”
“Slip nu min kone fri,” sagde Llwyd.
“Så sandt Gud er mit vidne, det vil jeg ikke, før jeg har set Pryderi og Rhiannon komme imod mig.”
“De kommer nu.”
Pryderi og Rhiannon kom til syne; Manawydan rejste sig for at møde dem, og hilste dem. De satte sig alle ned.
Llwyd sagde, “Nu må I befri min kone, herre, for I har fået alt, hvad I bad om.” “Med glæde,” sagde Manawydan. Han slap musen og Llwyd slog på den med en tryllestav, og forvandlede den til den smukkeste unge kvinde, nogen havde set.
Så sagde Llwyd,
“Se på landet, og I vil se hvert hus og bosted, som det var, da det var bedst.”
Manawydan rejste sig og så at landet var beboet og komplet med kvægflokke og huse.
“Hvad slags tjeneste har Pryderi og Rhiannon gjort?” spurgte Manawydan så, og Llwyd svarede,
“Pryderi måtte bære gårdens dørhammere om sin hals, og, rundt om sin, måtte Rhiannon bære æslernes seletøj, når de var færdige med at bære hø - det har været deres fængsel.”
På grund af dette fangenskab kaldtes denne historie for Høselernes og Dørhammernes Mabinogion. Således ender denne gren af Mabinogierne.

Luk vinduet