HVAD NU HVIS DU LØB IND I EN KRIG
Det gjorde Seniorsergent Sven Strøyberg, Kongens
Artilleriregiment, som var FN-soldat i Kroatien i 1995. Da han kom hjem igen
efter to måneder, følte han, at der var gået flere år.
Der gik lang tid før han igen turde gå på græsset eller
kunne tage sig af dagligdags problemer.
Af Anne-Catrine Rasmussen
"Jeg regnede med at vi skulle ned til de her mindre oplyste
mennesker, og sige til dem: "Tag lige og opfør Jer ordentligt".
Jeg regnede skam med at det kunne gå hårdt til, men det der skete
dernede, det havde jeg aldrig forestillet mig".
Strøyberg ankom til Zagreb d. 1. august 1995, fire dage før operation
"Storm" brød løs. Den krig hvor kroaterne generobrede
det serbisk besatte område fra Zagreb og sydpå til floden Una.
Forfulgt af krigen
Krigen fulgte Strøyberg i hælene fra bufferzonen i nord til Stabskompagniets
lejr, Camp Dannevirke, i Dvor ved Unas bred. Han opdagede at det værste
ved krig ikke er kamp-handlingerne, men derimod alt det modbydelige der følger
med:
"Man er ikke forberedt på køer og heste som halter rundt på
tre ben fordi de har trådt på miner, køer som skriger fordi
de ikke bliver malket, og flokke af grise og hunde som er blevet vilde og æder
af de lig der ligger rundt omkring".
Ofrene
Strøyberg er sanitetsmand og var tilknyttet det danske infirmeri i Kostajnica,
hvor kroaterne havde travlt med at rense ud. De serbere, der ikke allerede var
flygtet, blev jaget ud af deres huse med brandbomber - hvis de da nåede
ud. Børn og gamle, der ikke kunne følge med på flugten,
blev tævet. Strøyberg brugte mange timer på at røntgenfotografere
brækkede lemmer.
Den tætte række af flygtninge, hvis rute gik lige forbi infirmeriet,
blev af og til beskudt med artilleri. Ligene fik lov at ligge og svulme op.
Der var intet man kunne gøre.
"Man kan nogenlunde klare det, så længe det er serbere eller
kroater det går ud over. Hvis vi kan redde dem, er det bare fint. Det
er meget værre når det er børn og gamle mennesker eller vores
allierede eller danske soldater, som man måske kender".
Afstumpet brutalitet
Der var nok af muligheder for selv at miste livet. Ud over minefelter, var der
sindssyge idioter på begge sider, der betragtede det som en sport, at
skyde til måls efter FN-soldaterne."Vi kom for at hjælpe, og
inderst inde havde man jo nok forventet lidt taknemmelighed, men dem vi skulle
hjælpe gav os fingeren".
Helt galt blev det, da krigen rykkede sydpå. Det skete mens Strøyberg
var i Dvor hos Stabskompagniet. På et tidspunkt forsøgte nogle
serbere at overtage den danske lejr. Da det ikke lykkedes, skød de fem
børn og fem gamle for øjnene af danskerne. "Det billede ser
jeg stadig for mig. De her små bitte børn, som jeg kan huske mine
egne har været det, de var så bange at de rystede, og så især
det gamle ægtepar, der holdt hinanden i hånden". Ofrene var
tilsyneladende selv serbere, for svage til at følge med på flugten.
Ildkamp i Dvor
Den 18. september forsøgte kroaterne at gå over Una. Der blev skudt
med alle slags våben, og den danske lejr blev voldsomt ramt.
"Kroaterne havde taget opstilling lige bag os. De regnede med at vi ville
tilkalde flystøtte. Det gjorde vi også, men vi fik besked om, at
det var for tåget".
Fultræfferen, der landede den 18. om aftenen, dræbte to danske soldater
og sårede fjorten, men danskerne måtte krybe sammen i lejren i endnu
to døgn med de døde og sårede, mens kampen rasede.
Aldrig mere
Strøyberg har fået nok af fredsbevarende arbejde: "Det mindste,
de kunne have gjort, var da, at give os opbakning, da det var nødvendigt.
Det er derfor jeg aldrig mere skal udsendes".