En lille artikel, eksamensopgave til Journalisthøjskolens åbne uddannelse i december 2002. Artiklen var tænkt til offentliggørelse i de værnepligtige soldaters blad "Soldaten".


HVAD NU HVIS DU LØB IND I EN KRIG

Det gjorde Seniorsergent Sven Strøyberg, Kongens Artilleriregiment, som var FN-soldat i Kroatien i 1995. Da han kom hjem igen efter to måneder, følte han, at der var gået flere år. Der gik lang tid før han igen turde gå på græsset eller kunne tage sig af dagligdags problemer.
Af Anne-Catrine Rasmussen

"Jeg regnede med at vi skulle ned til de her mindre oplyste mennesker, og sige til dem: "Tag lige og opfør Jer ordentligt". Jeg regnede skam med at det kunne gå hårdt til, men det der skete dernede, det havde jeg aldrig forestillet mig".
Strøyberg ankom til Zagreb d. 1. august 1995, fire dage før operation "Storm" brød løs. Den krig hvor kroaterne generobrede det serbisk besatte område fra Zagreb og sydpå til floden Una.

Forfulgt af krigen
Krigen fulgte Strøyberg i hælene fra bufferzonen i nord til Stabskompagniets lejr, Camp Dannevirke, i Dvor ved Unas bred. Han opdagede at det værste ved krig ikke er kamp-handlingerne, men derimod alt det modbydelige der følger med:
"Man er ikke forberedt på køer og heste som halter rundt på tre ben fordi de har trådt på miner, køer som skriger fordi de ikke bliver malket, og flokke af grise og hunde som er blevet vilde og æder af de lig der ligger rundt omkring".

Ofrene
Strøyberg er sanitetsmand og var tilknyttet det danske infirmeri i Kostajnica, hvor kroaterne havde travlt med at rense ud. De serbere, der ikke allerede var flygtet, blev jaget ud af deres huse med brandbomber - hvis de da nåede ud. Børn og gamle, der ikke kunne følge med på flugten, blev tævet. Strøyberg brugte mange timer på at røntgenfotografere brækkede lemmer.
Den tætte række af flygtninge, hvis rute gik lige forbi infirmeriet, blev af og til beskudt med artilleri. Ligene fik lov at ligge og svulme op. Der var intet man kunne gøre.
"Man kan nogenlunde klare det, så længe det er serbere eller kroater det går ud over. Hvis vi kan redde dem, er det bare fint. Det er meget værre når det er børn og gamle mennesker eller vores allierede eller danske soldater, som man måske kender".

Afstumpet brutalitet
Der var nok af muligheder for selv at miste livet. Ud over minefelter, var der sindssyge idioter på begge sider, der betragtede det som en sport, at skyde til måls efter FN-soldaterne."Vi kom for at hjælpe, og inderst inde havde man jo nok forventet lidt taknemmelighed, men dem vi skulle hjælpe gav os fingeren".
Helt galt blev det, da krigen rykkede sydpå. Det skete mens Strøyberg var i Dvor hos Stabskompagniet. På et tidspunkt forsøgte nogle serbere at overtage den danske lejr. Da det ikke lykkedes, skød de fem børn og fem gamle for øjnene af danskerne. "Det billede ser jeg stadig for mig. De her små bitte børn, som jeg kan huske mine egne har været det, de var så bange at de rystede, og så især det gamle ægtepar, der holdt hinanden i hånden". Ofrene var tilsyneladende selv serbere, for svage til at følge med på flugten.

Ildkamp i Dvor
Den 18. september forsøgte kroaterne at gå over Una. Der blev skudt med alle slags våben, og den danske lejr blev voldsomt ramt.
"Kroaterne havde taget opstilling lige bag os. De regnede med at vi ville tilkalde flystøtte. Det gjorde vi også, men vi fik besked om, at det var for tåget".
Fultræfferen, der landede den 18. om aftenen, dræbte to danske soldater og sårede fjorten, men danskerne måtte krybe sammen i lejren i endnu to døgn med de døde og sårede, mens kampen rasede.
Aldrig mere
Strøyberg har fået nok af fredsbevarende arbejde: "Det mindste, de kunne have gjort, var da, at give os opbakning, da det var nødvendigt. Det er derfor jeg aldrig mere skal udsendes".

Luk vinduet