En af de bøger jeg har oversat er The Barefoot Book of Stories from the Opera af Shahrukh Husain. En samling af operahistorier, fortalt for børn.
Her er historien bag Rimsky-Korsakovs opera,
Notc’ Pered Rozhdestvom,
på engelsk hedder den
Christmas Eve
og på dansk er det blevet til
Natten før Jul.


Historien om Natten før Jul foregår i Ukraine, i syttenhundredetallet. Den er baseret på en novelle af den fantasirige russiske attenhundredetals-forfatter, Nicolai Gogol, og krydret med lokal overtro og århundredgamle skikke.
Operaen fortæller historien om smeden, Vakula, og hans kæreste, Oksana, der er datter af den pensionerede kosak, Chub. Oksana sender Vakula ud på en farlig opgave. Vakula, som er fast besluttet på at løse opgaven, tvinger Djævelen til at hjælpe sig og dermed ændrer han ubevidst verdens skæbne. I virkeligheden står der meget mere på spil end han er klar over, for denne nat udkæmpes slaget mellem nat og dag, mellem forår og sommer, og mellem det gode og det onde.
I den slaviske mytologi sover solen fra Solhverv (25.december), og indtil den russiske Juledag (7.januar), og de onde ånder udnytter denne mørkets tid til deres onde gerninger. Operaen starter Juleaften, og folk i Dikanka glæder sig, fordi det i morgen er Juledag, fredens dag, den dag, hvor Jesus blev født og bragte glæden til verden, og fordi solen endnu engang vil bryde frem. Kun enken Solokha, glæder sig ikke, for hun er nemlig en heks.
Mens præsten gør gudstjenesten færdig og stiller an til fest for byens ældste, mødes Solokha med Djævelen. De har noget vigtigt at diskutere. De kan ikke holde Julens lystighed ud. Hvordan skal de bære sig ad med at ændre al denne glæde til elendighed og ulykke? Hvordan kan de sikre at foråret bliver forvist for evigt og at dagen aldrig mere gryr, så verden for evigt vil være i Det Ondes magt? Dette er jo mørkets sidste dag, så Solokha og Djævelen må handle hurtigt, hvis de skal nå at hindre Juledag i at komme. Hvis deres onde planer skal lykkes, skal det være nu. Ellers varer det et helt år før de kan prøve igen.

Natten før jul
Djævelen og enken Solokha befandt sig oppe over hustagene i den Ukrainske landsby, Dikanka. De snakkede om, hvor galt det stod til i verden. De var ikke i særlig godt humør. Det var efterhånden sådan, at ingen frygtede Djævelen længere. Det var kun et par dage siden at Solokhas søn, Vakula, smeden, havde malet et billede hvor Djævelen blev trillet ud af landsbyen i en tønde. I aften var det Juleaften og alle ville snart komme ud af deres huse og synge julesange.
“Jeg hader Julen,” sagde Djævelen surt. “Så er foråret lige om hjørnet og alting bliver let og lyst.”
“Og det bliver meget sværere for os at gøre vores onde gerninger.” Solokha var helt enig.
Djævelen kiggede ned, og så at Vakula stod og ventede udenfor den hytte, der tilhørte kosakken Chub og hans datter Oksana. Han smilede ondskabsfuldt. “Jeg stjæler månen. Jeg vil mørklægge verden, så din fjogede søn bliver for bange til at besøge sin kæreste, Oksana.”
“Vakula er da ikke bange for mørke,” sagde Solokha forundret.
“Nej, men han er bange for Oksanas fader,” fnisede Djævelen. “Og Chub kommer ikke langt i en snestorm.”
“Åååh! Det kan jeg lide. Så kan jeg få Chub for mig selv. Han er den rigeste mand i Dikanka. Så er planen altså: Du putter månen i lommen og jeg samler stjernerne i mit forklæde. Så koger vi en snestorm sammen, begraver hytterne i sne, og holder Oksana og Vakula fra hinanden.”
“Lad os komme i gang!” skreg Djævelen. Og så fløj de op mod himlen.
Nede i landsbyen kom gamle Panas vaklende ud af kroen. Han skulle besøge præsten, og havde lovet at hente Chub på vejen. Han kiggede på månen med sine rindende øjne, og så måtte han blinke. Det kunne da ikke passe. Jo. Han så tydeligt en silhouet flyve op mod månen. Panas ønskede at han ikke havde spist de spegesild - de var godt nok lækre, men de gjorde grimme ting ved hans mave - og også ved hans øjne, lod det til. Han kiggede igen. Nu rystede månen.
Vinden begyndte at hyle og han trak sin frakke tættere sammen omkring sig, og i samme nu hoppede månen voldsomt og forsvandt. Alting blev sort. Vinden fortsatte med at hyle og Panas hylede sammen med den .
“Det har du ikke lov til! Månen tilhører alle. KOM TILBAGE MED DEN!”
Det væltede ned med spandevis af sne, som lagde sig i driver. Panas løb hen til Chubs hytte og dundrede som en rasende på døren.
“Der er nogen der har stjålet månen,” plaprede han, da Chub åbnede døren.
“Det var ikke så godt,” mumlede Chub. “Nå, det må være enten Djævelen eller Regeringen, og det kan vi jo ikke gøre noget ved, så vi må hellere se at komme hen til præsten.”
Så begav de sig ud i snestormen. De kunne varme sig ved tanken om præstens fine mad og hans vodka. Men det varede alligevel ikke længe, før Chub besluttede at han hellere ville sidde fredeligt hjemme foran kaminen og ryge pibe, end han ville fortsætte kampen mod stormen. Han trak frakken godt sammen i halsen og vendte tilbage til sin hytte. På vejen stødte han mod en stor mand i mørket. “Enten er det smeden Vakula, der forsøger at samle mod til at besøge Oksana,” tænkte Chub, “Eller også er jeg kommet til det forkerte hus.”
“Hvorfor snuser du rundt her?” spurgte Vakula.
Chub havde ikke lyst til at udsætte sig for smedens voldsomme temperament, så han gjorde sin stemme lys, så Vakula ikke kunne kende den og sagde, “De må ikke være vred, jeg synger bare julesange for den skønne Oksana.”
“Skrub af og syng dine julesange for Djævelen!” snerrede Vakula, “ellers bliver der ballade.”
“Du skal ikke true mig din bølle,” svarede Chub, og glemte helt sin lyse stemme. Han skyndte sig at rette fejlen, “Det er jo trods alt jul.”
Vakula skubbede voldsomt til ham, og kosakken overvejede et øjeblik om han skulle slå igen, men besluttede sig så til at lade være. Når Vakula var herude, tænkte han listigt, så måtte Solokha jo være alene hjemme. Det var jo alle tiders chance til at gøre kur til hende uden at smeden hele tiden pustede ham i nakken.
Så snart Chub var luntet af, vendte Vakulas tanker tilbage til Oksana. Han tænkte på hendes klare øjne og hendes dybe latter. Vakula var nødt til at spørge hende om hun ville gifte sig med ham, selvom hun så også bare lo af ham. Han havde øvet sig på, hvad han ville sige, og nu var tiden inde til at sige det. Vakula tog sig sammen og gik beslutsomt ind ad døren.
Oksana, som havde stået og beundret sit eget spejlbillede, vendte sig om. “Hvor er min brudekiste?” spurgte hun skarpt.
“Øh, den er ikke helt færdig,” stammede den kæmpestore mand, så skræmt som et barn. “Forstår du, der skulle meget mere jern til, end jeg havde regnet med. Og jeg maler den over det hele, så den bliver fin nok til selveste zarinaen. Men må jeg ikke blive her lidt ...?”
“Du kan gøre som du vil,” gabte Oksana. “Jeg er ligeglad.” Hun så pludselig nysgerrig ud. “Er det sandt at din moder er en heks?”
Vakula rørte utilpas på sig. “Kan det ikke være lige meget? Det eneste jeg ved er, at hun er min moder. Det er dig, der betyder noget. Hvis zaren lovede at opfylde et enkelt ønske for mig, så ville jeg bede ham om dig.”
Vakulas tale blev afbrudt, da en flok piger i det samme kom brasende ind.
“Kommer du med os, Oksana?” spurgte en af dem og pegede krukket med tåspidsen.
“Sikken nogle smukke støvletter, Odanka!” udbrød Oksana. “Din kæreste er sandelig ikke bare pæn, han giver dig også flotte gaver!”
“Jeg vil gerne give dig et par smukke sko, Oksana,” sagde Vakula forsigtigt. “Du skal bare sige hvad du vil have.”
“Jeg vil i hvert fald ikke have hestesko,” svarede Oksana overlegent. “Jeg vil have de fineste sko i verden - de skal mindst være lige så fine som zarinaens, og med guld og sølv over det hele.”
Pigerne stod tæt uden om Oksana. “Det er sandelig ikke meget hun ønsker sig til jul, synes du vel?”sagde de spøgefuldt.
“Giv mig sådan et par sko, så vil jeg gifte mig med dig,” sagde Oksana.
“Du må hellere se at komme i gang,” drillede de andre. “Op på hesten! Skaf Oksana hendes sko.”
Vakula var slet ikke i humør til drillerier. Hvis det var på den måde Oksana skulle vindes, så skulle han nok få fat i skoene. Men det ville blive svært. Hans hjerte var tungt, da han begav sig hjemad for at sige farvel til sin moder.
Hjemme i sin hytte sad Solokha og var misfornøjet. Det havde været svært nok at få alle de stjerner til at være i forklædet, og så havde hun bare tabt dem alle sammen ud gennem et hul. Og Vakula var sikkert alligevel i gang med at fri til Oksana.
“Det klarede vi ikke særlig godt, hvad?” klagede hun til Djævelen, som sad inde i ovnen for at få varmen.
“Er det måske min skyld?” snerrede han. “Mine hænder er opvarmede af helvedes flammer. Månen var stivfrossen. Den gled fra mig. Mine fingre blev som is. Men der er da stadig nogle onde ting vi kan gøre.”
“Som for eksempel at jage lyset bort!”
“Og skræmme børnene!”
“Og få mad og drikke til at blive fordærvet!”
De tog fat i hinanden og dansede rundt i hytten. De var netop ved at få gang i blodcirkulationen, da der lød en banken på døren.
“Hurtigt!” hvæsede Solokha. “Herned!” Hun holdt en sæk frem. Djævelen kravlede ned i den og Solokha bandt for den. Så åbnede hun døren for borgmesteren. “Åh Solokha min smukke,” kværnede borgmesteren. “Jeg var på vej hen til præsten da jeg kom til at tænke på dig, helt alene Juleaften. Glem præsten og hans fest, tænkte jeg. Jeg vil hellere være sammen med den stakkels, ensomme Solokha.”
Før Solokha kunne nå at svare, lød der en ny banken på døren. “Gem mig, Solokha!” bad borgmesteren, “Jeg burde være henne hos præsten!”
Solokha fandt en anden sæk og borgmesteren kravlede ned i den.
Denne gang var det præsten der kom. “Min kære Solokha,” mumlede han. “Jeg ville være kommet tidligere, men jeg ventede nogle gæster efter aftengudstjenesten.”
Præsten blev afbrudt af en tredje banken på døren. Solokha gemte ham i en sæk, og åbnede døren for Chub.
“Er du helt alene?” spurgte Chub drillende, eller har du gæster gemt af vejen rundt omkring?”
“Selvfølgelig har jeg ikke det,” sagde Solokha og kiggede forlegent på rækken af sække henne ved ildstedet. “Hvor er det dejligt at være her,” sagde Chub og sang en glad lille sang.
Men Solokha fik ikke tid til at nyde sangen, før hun hørte Vakula kalde.
Chubs stemme frøs i halsen på ham. “Gem mig Solokha. Jeg er stadig øm efter mit sidste møde med Vakula.”
Solokha fik hurtigt stoppet Chub ned i en sæk og begyndte at røre rundt i en gryde på komfuret.
Vakula kom ind ad døren og tørrede fødderne. Da han havde rystet sneen af sin store krop, fik han øje på sækkene ved ildstedet. “Huset bliver pænere til jul, hvis jeg sætter disse madsække udenfor,” tænkte han, “og det vil også køle dem ned, så de bedre kan holde sig.” Han samlede dem alle fire op og bar dem ud ad bagdøren.
Vakula kunne stå på sin gårdsplads og se hvordan landsbyens torv var fuldt af mennesker.
Piger og drenge sang julesange, og folk gav dem kager for det. Gamle landsbyboere klovnede rundt sammen med de unge. Snebolde susede og fløjtede folk om ørerne.
Vakula så sørgmodigt, hvordan Oksana morede sig uden at skænke ham en tanke. Han vidste ikke om han nogensinde ville finde hendes sko, men én ting var han sikker på, han ville ikke vende hjem uden dem. Han lagde alle sækkene fra sig, undtagen en, og gik lige så stille sin vej.
“Hvad er det?” spurgte pigerne, der havde fået øje på sækkene. Alle stimlede nysgerrigt sammen omkring dem. Var sækkene mon fyldt med postejer og pølser? Eller en fåreside, en okse, en hjord af svin eller en flok gæs?
“Lad os kigge i dem,” var der nogen der foreslog.
Folkemængden bevægede sig forsigtigt hen mod sækkene og en eller anden løsnede snoren på den største. Chub steg langsomt op af sækken. Han gabte og strakte sig som om han lige var vågnet af en lang, dyb søvn.
“Undskyld jeg ikke er en pølse,” sagde han, “det kan være der er en i en af de andre sække.”
De to andre sække blev åbnet, og folk var ved at dø af grin, da præsten og borgmesteren kom ud og stod skamfulde ved siden af Chub.
“Jeg gik kun derind fordi jeg så der var lys,” løj præsten. “Alle andre steder var der bælgmørkt.”
“Jeg måtte i ly for stormen,” påstod borgmesteren.
“Det måtte jeg også,” sagde Chub.
Alle vidste at det bare var undskyldninger, men det var jo jul, så det var der ingen der tog sig af. De gav bare heksen skylden som sædvanlig. Det var Solokha, som lokkede mændene ind i sin hytte for at få fat på deres rigdomme. Og hvordan skulle de, almindelige dødelige, kunne stille noget op mod den snu heks, mod den vilde og ondskabsfulde Solokha?
Dikankas muntre landsbysange gav stadig genlyd i Vakulas ører, da han langt, langt borte trådte ind i den magtfulde troldmand, Patsyuks hytte.
“Undskyld, hr,” begyndte han, og stirrede forundret på Patsyuk, som sad på gulvet med korslagte ben og åben mund. “Jeg vil gerne finde Djævelen.”
“Til Helvede med dig, så,” sagde Patsyuk og åbnede atter munden på vid gab, så en strøm af fortryllede æbleskiver kunne flyve ind i den.
“Den grådige abekat,” tænkte Vakula, “han bliver federe for hvert minut der går. Det er afskyeligt!” Men højt bad han, “Jeg vil give dig pølser og, se, her er en sæk mel. Jeg vil sko din hest. Hvis du bare vil hjælpe mig med at finde Djævelen.”
“Djævelen sidder på skulderen af dig,” svarede Patsyuk. “Luk sækken op.”
Vakula gjorde som han fik besked på, og ud sprang Djævelen. Vakula blev rædselsslagen. “Forsvind, dit uhyre fra helvede,” råbte han.
“Hold nu op med al den panik?” snerrede Djævelen. “Hvad råber du for? Jeg vil give dig det du ønsker. Du kan blive rig og gifte dig med Oksana.” Han trak et stykke papir frem. “Du skal bare skrive under her.”
“Det skal jeg nok,” svarede Vakula lumsk. “Skal det være med blod?”
Djævelen holdt fornøjet kontrakten frem. Men i stedet for at underskrive den, rakte Vakula ud og greb ham om halsen.
“Slip mig!” hylede Djævelen og sparkede i luften med benene. “Sæt mig ned, dit store bæst!”
“Du skal forvandle dig til en hest og flyve mig til den store zarinas palads,” befalede Vakula og viste den krybende Djævel det krucifix han havde indenfor skjorten.
Djævelen adlød og fløj ham over himlen, forbi månen, stjernerne og planeterne. Pludselig dyngede skyerne sig sammen i store bunker så stjernerne forsvandt bag dem. Kun månen blev på sin plads, og skinnede gennem disen, så hvirvler af luftige åndevæsener viste sig som flygtige skygger. Kampen mellem vinter og forår var begyndt. Patsyuk kom flyvende ind i en stor gryde, fulgt af hekse og troldmænd, som raslede og bankede og viftede med deres våben. Sammen tryllede de og dansede rituelle danse for at besejre lyset, så verden måtte blive i mørket for evigt.
Vakula forlod den kampberedte himmel da han nåede frem til zarinaens palads, og ventede mens hun kom ind i spidsen for et optog af smukt klædte kvinder, hoffolk, og soldater i flotte uniformer. Da de var færdige med at synge til hendes ære, tog Vakula chancen og trådte frem.
“Deres Kongelige Højhed,” sagde han, og knælede for hendes fødder, “Jeg ved godt, det er frækt af mig, jeg mener, at stirre sådan på Deres fødder ... men Deres sko er så smukke. Der findes ikke en eneste skomager i hele Ukraine, som kan lave så smukke sko. Hvad skal jeg gøre? Oksana vil ikke gifte sig med mig, hvis jeg ikke kan finde et par som dem til hende.”
“Rejs dig!” befalede zarinaen, og Vakula rejste sig.
“Jeg har bunkevis af de fineste sko i hele verden.” Hun vendte sig mod en af sine hofmænd. “Hent det bedste par i min samling. Jeg kan lide denne smed. Han er ærlig og ligefrem. Det er ikke ofte jeg møder folk som ham.”
Da skoene kom, gav zarinaen dem til Vakula. “Giv dem til din forlovede med vor velsignelse.”
Vakula bukkede dybt og takkede zarina af hele sit hjerte, så sprang han igen op på Djævelens ryg og red afsted.
Nattehimlen var som en stor slagmark, overstrøet med våben. Morgenstjernen og andre stjernebilleder skinnede klart. Daggryet havde vundet kampen og lyste rosenrødt gennem røgen fra Dikankas skorstene. Vakula hørte den smukke sang fra menigheden i kirken og kirkeklokkernes kimen. Men han skyndte sig forbi det hele på sin vej til Chubs hytte for at besøge Oksana.
“Smeden Vakula har hængt sig,” sagde en kone, der fik øje på Oksana.
“Har I hørt det?” skvadrede en anden kvinde og kom løbende hen til dem. “Smeden har druknet sig - i gadekæret!”
“Jeg tror ikke på det!” Oksana gøs og skyndte sig ind i sin hytte. Men kvinderne blev ved med at skændes.
“Han har hængt sig!”
“Han har druknet sig!
“Du lyver!”
“Du er dum!”
Oksana vidste ikke hvad hun skulle tro. Det ene øjeblik var hun sikker på at Vakula ville komme tilbage, det næste, følte hun at hun havde sendt ham i døden. Hvis bare hun ikke havde været så overlegen. Hvis bare hun havde fundet ud af at hun elskede ham, inden hun sendte ham afsted. Hvis bare han ville komme tilbage. Oksana så længselsfuldt hen mod døren og skreg af fryd. Der stod Vakula med et par sko i hånden.
“Smeden!” vrælede Chub. “Er du et spøgelse, sendt af Djævelen?”
“Nej,” svarede Vakula, “selv om jeg godt kunne fortælle dig et par ting om ham. Men lige nu vil jeg gerne have din tilladelse til at gifte mig med Oksana. Jeg har gaver til dig, og her er de sko hun ønskede sig. Vil du ikke nok lade mig gifte mig med hende.”
Et øjeblik var Chub betænkelig. Han kunne jo ikke gifte sig med Solokha hvis han lod Oksana gifte sig med Vakula - men hvad betød det egentlig? Solokha var, når alt kom til alt, en heks, og han ville være bedre tjent uden hende.
“Selvfølgelig må du gifte dig med Oksana,” lo han.
Så Vakula trådte frem og gav hende zarinaens sko.
“De er vel nok smukke,” hviskede Oksana, “men jeg ville have giftet mig med dig, selv uden dem.”
Alle i Dikanka glædede sig og festede ved deres bryllup, og alle ville høre historien om Vakulas rejse efter skoene. Men Vakula fastholdt at det han kunne, var at arbejde med metal. Dette med at fortælle historier, ville han overlade til Panko, landsbyens historiefortæller.
“Og hvis I vil vide noget om mit besøg hos zarinaen,” sagde han smilende, “så må I læse den historie han skriver om denne nat før jul.”

Luk vinduet